Danmark har en lang og stolt historie innen teglfremstilling. Av naturlige årsaker har tegl vært en bærebjelke innen dansk byggeskikk i flere århundre. Den dag i dag finner man flere teglverk i drift - både tradisjonelle og moderne. En av de aller første teglovner i Danmark ligger i Lindeballe, midt i mellom Legoland og Løveparken. Selve ovnen har ligget skjult i flere hundre år, men ble gravd frem tidlig på 1900-tallet. Den ble da restaurert og er i dag en av Nordens best bevarte middelalderovner. En ganske lik ovn finnes også en times kjøretur østover - i Vejle by. Les mer om Munkenes teglovn fra 1355.

Når man ankommer Lindeballe kan man parkere ved Lindeballe kirke og gå over jordet til selve ovnen. Den er åpen for turister hele året. Det er satt opp en plakett på henholdsvis utsiden og innsiden som gjengis i sin helhet her.

Claes Lampi, 1. november 2014

Plakett utsiden

Lindeballe teglovn. Teglovn fra middelalderen.

Tegl blev indført i Danmark i midten av 1100-tallet. Den ældste skriftlige kilde, der omtaler tegl er en blyplade i Valdemar d. Store's grav i Bendt kirke ved Ringsted. På blypladen står, at Valdemar som den første havde opført Dannevirke og tårnet på Sprogø i tegl. Valdemar d. Store døde i 1882.

Lindeballe teglovn har været i brug i den sene middelalder. De teglsten, man brændte i ovnen, blev brugt ved Lindeballe kirkes ombygning. Teglovnen er gravet ned i en bakke, så dens bund ligger ca. 2 m under jordoverfladen. På de tre sider var ovnen altså dækket af jord. Kun fra nord førte en afgravet skråning ned til ovnens indfyringshuller. De jorddækkede sider er muret op af soltørrede lersten med fuger av ler. På indersiden beskytter en skalmur av brændt tegl mod varmen fra brændingerne. Nordsiden med de tre indfyringshuller er opført helt i brændt tegl, og den er yderligere støttet af fire stræbepiller. Man ville være helt sikker på, at væggen ikke skred ud under brændingerne.

Teglovnens brug. Ved udgravningen af ovnen i 1915 stod stenene fra den siste brænding endnu i ovnen. Derfor kan man give en præcis beskrivelse af, hvordan brændingen er foregået:

De soltørrede munkesten blev stablet på kant på reposerne mellem fyrkanlerne. De stod i otte skifter med en smule luft mellem de enkelte sten, så træk og dermed varme kunne nå alle sten. De øverste skifter var kraget ud over kanalernes sider. Et niende lag sten lukkede helt for kanalerne, idet det var lagt hen over både kanaler og mellemrum. Fyrkanalerne strækker sig gennem hele ovnens længde fra indfyringshullerne til sydvæggen. Efter at de rå munkesten var stablet, blev fyrkanalerne fyldt op med brænde. Til sidst stak man ild på brændet og lukkede indfyringshullerne til. Så stod der kun tilbage at holde ilden ved lige og krydse fingre for, at brændingen ville gå, som den skulle.

Vejle amtskommune. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. Mark 1, 1991

Plakett innsiden

Teglovne i Danmark: Brugen av tegl som byggemateriale blev indført i Danmark i midten av 1100-tallet og formodes at stamme fra Italien. Det var måske munkene i de mange klostre som bragte teglbrændingskunsten til landet, hvor den gradvist fortrængte det gamle stenhuggerarbejde. Vi kender til flere hundrede gamle teglovne, men kun få er udgravet. Lindeballe teglovn som var i brug i slutningen af middelalderen (1050-1536), blev udgravet i 1915, og her blev datidens såkaldte "munkesten" til bl.a. Lindeballe kirke brændt.

Konstruksjon og brug: Den fredede teglovn som er 4 x 4,5 m. stor, er nedgravet 2 m. under jordoverfladen. Ovnen som var åben i toppen, har oprindeligt haft en ca. 2 m. høj kassemur over jorde3n. Den kunne indeholde 70 m3 teglsten = ca. 20.000 sten pr. brænding, og der skulle bruges ca. 40 m3 tørt løvtræsbrænde af god kvalitet til en brænding.

Adgang til ovnen skete fra nord ad en afgravet skråning udenfor de 3 indfyringshuller, hvoraf de to yderste er bevaret. Nord-muren og den indre skalmur på ovnens øvrige sider er opbygget af brændte teglsten og bag de 3 faste mure, står en ca. 1 m. tyk mur av soltørrede teglsten. Ovnens gulv er belagt med brændte teglsten.

Under teglbrændingen, hvor temperaturen i ovnen nåede 1100 grader, blev ovnen belastet meget kraftig. Derfor er nordmuren på ydersiden af indfyringshullerne stabiliseret med 4 støttepiller.

Ved udgravningen af ovnen i 1915 stod teglstenene fra den sidste brænding stadig i ovnen. Vi har således et godt indblik i hvordan brændingen er foregået, og hvordan man forinden stablede de soltørrede teglsten for at få en jævn og kontrolleret brænding.

Teglbrændingen: Forutsætningen for en vellykket teglbrænding er en nøje tilrettelagt opstabling av stenene, så varmen fordeles jævnt i ovnen, samt en nøjagtig kontrol af ovnens opvarmning, brændingstemperatur og efterfølgende afkøling.

En teglbrænding tog ca. 2 1/2 døgn og blev startet så brændingen afsluttedes om natten. Herved kunne man se, hvornår stenene var rødglødende og gennembrændte. Opvarmningen foregik gennom 3 åbne fyrkanalser dannet i de opstablede sten indenfor fyråbningerne. Den høje slutbrændingstemperatur blev blandt andet opnået ved at lukke mellemrummet mellom de opstablede sten i toppen af ovnen med lermørtel efter ca. 1 døgns brænding. Hvis temperaturen steg blot yderligere 100 grader til 1200 grader smeltede teglstenene og de forudgående 4-5 ugers arbejde var da spildt.

I 1984 blev Lindeballe teglovn og den nærliggende teglovn på Lillebjerg i Vejle gennemgripende restaureret av Skov- og Naturstyrelsen. Dele av murværket blev genopbygget med nye munkesten som adskiller sig klart fra de oprindelige.

Anlægget stilles under publikums beskyttelse.